Our Family History

The Genealogy of the Surname Family

Udskriv Tilføj bogmærke

Ruhwald Jutta Lucy

Kvinde 1874 -


Personlige oplysninger    |    PDF

  • Navn Ruhwald Jutta Lucy 
    Kælenavn Luzia 
    Fødsel 22 maj 1874  København, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Dåb 16 aug. 1874  Frederiksberg Kirke, Frederiksberg, København, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Kvinde 
    Notater 
    • Født Istedgade 11, København (Uden for ægteskab)
      Døbt 16 AUG 1874 i Frederiksberg Kirke
      Faddere:
      O. Jensen af Store Torvegade 15 (ulæselig titel / stilling)
      Frøken Betty Ottilia Koch af Nyhavn 42
      Under forældrenes navne er anført adressen Istedgade 11
      Kilde: 1873 ? 1875, Frederiksberg, Sokkelund, København, opslag 333.

      Jutta Lucy Ruhwald blev født uden for ægteskab 22 maj 1874 Istedgade 11, København.
      Hun var datter af Asbjørn Oluf Erik Skram og Lucie Caroline Ruhwald.
      Jutta Lucy Ruhwald blev døbt 16 august 1874 i Frederiksberg, København.1
      Hun er registreret i folketællingen i 1880 som boende hos Lucie Caroline Ruhwald i Gasværksvej 4A, København.2
      Jutta Lucy Ruhwald er registreret i folketællingen i 1885 som boende hos Lucie Caroline Ruhwald i Gasværksvej 10B, København.3
      Jutta blev gift 30 juli 1897 i Frederiksberg, København, med Carl Gustav Rosen Fogh, søn af Emmanuel Christian Frederik Fogh og Amalia Hedevig Lund.1
      Kildehenvisninger
      1.[S3] Kirkebog.
      2.[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Kildenavn, Civilstand, Kildeerhverv, Kildefødested, Kommentar, Stilling i husstanden, Køn, Antal døde børn, Antal levende børn, Flyttet til kommunen, Født kildedato, Hvornår gift

      Lutsie Caroline Andresen, Enke, , Ribe, , Vinduer 3 #, Nr. ægteskab 1 #, huusmoder, K, , 2, 1868, 29, 1874
      Erik Andresen, Ugift, , Kjøbenhavn, , hendes søn, M, , , , 6,
      Jutta Andresen, Ugift, , Do., , hendes datter, K, , , , 5,
      Bendix Nekolai Johnsen, Ugift, , Kristianssand, , logerende, M, , , , 23.
      3.[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Luca Caroline Andreasen, 37, Enke, Haandarbeide, Ribe, Jylland, Husmoder, K, 20
      Erik Ruvald Andreasen, 12, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M,
      Jutta Ruvald Andreasen, 11, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, K,
      Eduard Andreasen, 5, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M,
      Axel Luis Nielsen, 2, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M.
      Lucie Caroline Ruhwald
      K, f. 3 december 1843
      Lucie Caroline Ruhwald blev født 3 december 1843 i Gram, Frøs, Skanderborg. Hun blev døbt 28 januar 1844 i Gram, Frøs, Skanderborg.1 Hun er registreret i folketællingen i 1850 som boende i Korsbrødregade, Ribe.2 Hun flyttede til København i 1868. Hun er registreret i folketællingen i 1880 som boende i Gasværksvej 4A, København.3 Hun er registreret i folketællingen i 1885 som boende i Gasværksvej 10B, København.4 Hun boede i 1897 Vodroffsvej 14, Frederiksberg, København.
      Barn af Lucie Caroline Ruhwald og Asbjørn Oluf Erik Skram
      ?Jutta Lucy Ruhwald f. 22 Maj 1874
      Kildehenvisninger
      1.[S3] Kirkebog.
      2.[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Johan Ruwald, 45, Gift, Smed, Huusfader, Flensburg
      Christine Waile, 43, Gift, Hans Kone,Colding [Kolding]
      Johan I. Ruwald, 19, Deres Børn, Haderslev
      Elise Amalie Ruwald,10, Deres Børn, Gram, Slesvig
      Luzia Ruwald, 7, Deres Børn, Gram, Slesvig
      Diedrich Ruwald, 4, Deres Børn, Gram, Slesvig, Familien er opført 1845 i Gram, men uden Lucie:

      Johan Heinrich Ruhwald, 40, Gift, Kleinschmidt, Hannover, M
      Christine Weile, 39, Gift, s. Fr. [sein Frau], Hadersleben, K
      Johan Jakob Ruhwald, 14, Ugift, ihre Kinder, Grammbye, M
      Heinrich Christian August Ruhwald, 11, Ugift, ihre Kinder, Grammbye, M
      Marie Christine Ruhwald, 9, Ugift, ihre Kinder, Grammbye, K
      Sophia Wilhelmine Ruhwald, 7, Ugift, ihre Kinder, Grammbye, K.
      3.[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Kildenavn, Civilstand, Kildeerhverv, Kildefødested, Kommentar, Stilling i husstanden, Køn, Antal døde børn, Antal levende børn, Flyttet til kommunen, Født kildedato, Hvornår gift

      Lutsie Caroline Andresen, Enke, , Ribe, , Vinduer 3 #, Nr. ægteskab 1 #, huusmoder, K, , 2, 1868, 29, 1874
      Erik Andresen, Ugift, , Kjøbenhavn, , hendes søn, M, , , , 6,
      Jutta Andresen, Ugift, , Do., , hendes datter, K, , , , 5,
      Bendix Nekolai Johnsen, Ugift, , Kristianssand, , logerende, M, , , , 23.
      4.[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Luca Caroline Andreasen, 37, Enke, Haandarbeide, Ribe, Jylland, Husmoder, K, 20
      Erik Ruvald Andreasen, 12, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M,
      Jutta Ruvald Andreasen, 11, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, K,
      Eduard Andreasen, 5, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M,
      Axel Luis Nielsen, 2, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M.
      Asbjørn Oluf Erik Skram1
      M, f. 10 marts 1847, d. 21 november 1923
      Fra Dansk Biografisk Lexikon:2

      Skram, Asbjørn Oluf Erik, f. 1847, Forfatter. Erik S. er født i Kjøbenhavn 10. Marts 1847, Søn af nedennævnte Jærnbanedirektør Joh. Chr. Gust. S. og Ida Johanne f. Hoö. 17 Aar gammel, medens han gik i Metropolitanskolen, meldte han sig i Marts 1864 ved Officersaspirantskolen og kom efter nogle Maaneders Uddannelse til 3. Bataillon paa Als, hvor han 29. Juni i Kampen ved Kjær By haardt saaret faldt i preussisk Fangenskab (jvfr. hans «Hinsides Grænsen» i Galschiøts «Danmark» og særskilt udgivet 1888). S. blev Lieutenant 1868 (fra 1874-89 i Kjøbenhavns Væbning), men tog efter Krigen atter til Bogen, blev Student 1866 og vilde have været Læge, men opgav hurtig Medicinen og studerede Æsthetik og Filosofi, betaget af Rasmus Nielsen.

      Sidst i 60erne blev han Stenografassistent i Rigsdagen, et Par Aar efter Stenograf og 1894 Protokolsekretær. S. var tidlig begyndt at skrive i Bladene, først i Rosenbergs «Heimdal», siden i «Fædrelandet» (Breve fra Wiener-Udstillingen 1873 og fra Lejren ved Hald). 1881-83 var han Redaktionssekretær ved «Morgenbladet», hvor han særlig vaagede nøje over det gode danske Sprog. Fra 1884 var S. i nogle Aar Litteraturanmelder ved «Tilskueren» og Theateranmelder ved «Illustr. Tidende»; han har desuden skrevet en Mængde, mest kritiske, Artikler i «Politikken», «Göteborg Handels- og Sjöfarts-Tidn.», i norsk «Dagbladet», «Af Dagens Krønnike» m. v. S. kan som Kritiker være noget egensindig og bundet, men han har fin Sans for Prosakunst og god sjælelig Indsigt; hans Kritik er altid omhyggelig og redelig, og han har aabent Øre for det nye, der kommer.

      S.s første Fortælling, «Herregaardsbilleder af Henrik Herholdt», udkom 1877, Romanen «Gertrude Coldbjørnsen» fulgte i Vaaren 1879 (2. Opl. 1898). Den vakte en Storm af Forargelse, hvori «Dagbladet» førte an. Man korsede sig især over, at han lod en ung Pige med kunstnerisk Skjønhedsglæde se paa nogle badende Artillerister. Forargelsen var helt ugrundet. Bogen giver en nænsom, indtrængende og fintfølende Skildring af en ung Kvinde, der endnu helt Barn og uden Elskovssans overrumples til Ægteskab. Efter lang Tavshed udgav S. 1889 Lystspillet «Fjældmennesker» (sammen med hans Hustru) og 1895 det indtagende Kjærlighedsspil «Ungt Bal» (opførte paa Dagmartheatret 1892 og 95). Endelig har han skrevet 2 smaa Romaner: «Agnes Vittrup» (1897, 2 Opl.) og «Hellen Vige» (1898). Disse Bøger skildre ogsaa fortrinsvis Kvinder, men af en egen stolt Rejsning, dristigere og med friere Aandedrag, end de vanlig findes. Ofte virke de mest som Musik om Elskov. Mere virkelighedsnær føles en enkelt lidenskabelig, herskesyg og tyranniserende Menneskesjæl (i «Agnes Vittrup»). De ere skrevne med kræsen Kunst, i et sirligt, klart og festligt Sprog.

      S. har oversat og bearbejdet Vitus «Paris» (1892) og en Række Skuespil, mest til Dagmar- og Folketheatret, af Knut Michaelsen, Geijerstam, Hauptmann («College Crampton»), Dumas («Prinsessen af Bagdad») og Becque («Ravnene»). Foruden en Rejse til Italien paa 1/2 Aar i 1877 og Udflugter til Sverige og Norge (1882) har S. i 1899 som Formand i «det danske Selskab» berejst de nordamerikanske Fristater fra Øst til Vest i 4 Maaneder for at knytte Forbindelse mellem de danske i Amerika og Moderlandet. Han var Formand i Studentersamfundet 1893-96 og er Formand for «det fri Theater».

      S. ægtede 1884 Fru Amalie Müller; Ægtefællerne separeredes i Jan. 1900.

      G. Brandes, Det moderne Gjennembruds Mænd.
      Af Dagens Krønnike 1889.

      Niels Møller.


      Forfatterportræt ved Janet Garton i Arkiv for Dansk Litteratur:


      Etter århundreskiftet - og i anledning av at han i 1908 ble utnevnt til Ridder af Dannebrog - skrev Erik Skram noen "Selvbiografiske Optegnelser", som først ble trykt etter hans død (Tilskueren, 1924, s. 32-47). Disse opptegnelsene er interessante både for hva de sier og for hva de fortier. Han forteller de strengt biografiske fakta: at han ble født 10. mars 1847 i København som yngste sønn av Gustav Skram (tidligere Schram), Danmarks første jernbanedirektør, og Ida Johanne Hoë, datter av Justitsråd Hoë; en solid borgerlig herkomst. Han legger mye vekt på den "æstetisk farvede Embedsmandsdannelse" i huset, med dens interesse for amatørdramatikk og lesning, som ga ham et tidlig inntrykk av "at det var Digterne og ikke Præsterne, der meddelte Livets Sandheder" (s. 32-33). Han forklarer sin tidlige interesse for romantisk litteratur og lede ved skolegang - han gikk sammen med Holger Drachmann på den velrenommerte Metropolitanskolen, men uten å finne noe der som fengslet ham. Kombinasjonen av skoletretthet og de ridderlige idealer han hadde ervervet seg gjennom sin lesning av bl.a. B.S. Ingemann, Carit Etlar og Walter Scott førte til at han ved krigens utbrudd i 1864 løp vekk fra skolen og - i en alder av ikke fylt 17 år - meldte seg som frivillig til krigen. Han var med i slaget på Als, ble hardt såret og kom på lasarett; men den korte tiden han var med i kampen var nok til å ta livet av hans svermeriske forestillinger om det gloriøse og heltemodige ved krigen. Han kom mer nøkternt tilbake til København, tok artium i 1866 og begynte å studere medisin - men oppga det snart for å lære seg stenografi. I 1868 ble han ansatt i Rigsdagen.

      Det som selvbiografien ikke forteller, er hvor tidlig dette harmoniske hjemmet fikk økonomiske og andre problemer, takket være farens spekulasjoner. For en fyldigere opplysning må vi igjen ty til brevet til Amalie Müller som er sitert i begynnelsen av denne artikkelen:

      Fra en udmærket Stilling og forholdsvis rige Forhold og Forbindelser, faldt min Fader, da jeg var 8 År, tror jeg, med ét ud i et økonomisk fuldstændig uholdbart Vovespil af et Liv, han havde slet ingen Støtte i min Moder, han opløste vort Hjem, og jeg med de fleste af mine Søskende kom til at leve for den aller største Del af en Onkels storartede Godhed. Vi optoges i hans rige Hus. Vore Forhold havde et besynderlig falskt Præg, min Fader ophørte så vidt jeg véd snart med at betale for os, og uden direkte at vide det, fik vi alle tidlig Følelsen heraf. Dette varede, til jeg blev Student. Min Fader døde Året før. Denne Følelse af at være lige som på Siden af de Forhold, hvori jeg færdedes, har gravet sig fra Børneårene ind i min Sjæl.

      Den onkelen de bodde hos, var vinhandleren Mozart Waagepetersen (1813-85), som var gift med søsteren til Eriks far. Han hadde ikke råd til å la Erik studere, og etter 1866 måtte han tjene til sitt eget levebrød; det førte til ansettelsen i Rigsdagen, en stilling som han beholdt under varierende former hele sitt liv. I 1872 ble han offisielt stenograf, og fra 1894 til 1918 var han protokolsekretær. I lange perioder av hans liv var dette hans eneste faste inntekt, skjønt det var langt fra ordentlig betalt; tidlig i 1880-årene, for eksempel, tjente han 14-1500 kroner året på Rigsdagen (den gangen regnet man med at en borgerlig familie kunne leve noenlunde anstendig på 4000 kroner året).

      Samtidig med at han ble stenograf, begynte Skram sin virksomhet som journalist. Hans bakgrunn og hans nasjonale sinnelag gjorde det naturlig for ham i begynnelsen å skrive for høyrepressen, som avisen Fædrelandet og de nasjonalliberale avisene i provinsen. Men de debattene han daglig var vitne til i Rigsdagen, gjorde ham mer og mer desillusjonert over ledelsens - særlig Estrups - svakhet, samtidig med at han overvar Georg Brandes' revolusjonære forelesninger om Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur i begynnelsen av 1870-årene. Han begynte å komme med i kretsen omkring Georg og Edvard Brandes, og brøt fullstendig med høyre i 1876. Fra da av var han venstresinnet med glød og overbevisning. Han suget inn kunnskaper, gjorde et par utenlandsreiser - til Wien i 1874, og et lengre 6-måneders opphold i Italia i 1877 - og debuterte som forfatter i 1877 med Herregaardsbilleder, utgitt under pseudonymet Henrik Herholdt, Drachmanns mellomnavn. Boken var et svar på Drachmanns roman Tannhäuser (1877), som beskrev et herregårdsmiljø på en måte som Erik trodde han kunne gjøre mye bedre. Samtidig var han klar over at romanen var dilettantisk skrevet, og han satte seg så ned for å konsentrere seg om den neste romanen som skulle bli hans gjennombrudd, Gertrude Coldbjørnsen. Den kjølige eller direkte avvisende mottakelsen av hans andre roman var en stor overraskelse og skuffelse for ham, og han skrev ikke mer skjønnlitterært på mange år. I stedet satte han sine krefter inn på journalisme og kritikk. Han skrev bl.a. i svenske Snällposten og Göteborg Handels- och Sjöfartstidning, norske Dagbladet og danske Ude og Hjemme og Morgenbladet. Det sistnevnte ble han nært knyttet til da Edvard Brandes og Viggo Hørup var redaktører, og i januar 1881 ble han ansatt som redaksjonssekretær i bladet. Det viste seg å være en oppslitende og tidskrevende stilling; Skram satt ofte på kontoret til langt på natt - etter en lang dag som stenograf på Rigsdagen - og det var heller ikke bra betalt, bare 1800 kroner året. Så selv med sine to stillinger klarte han ikke å oppnå "en god borgerlig lønn". Han innså at det var prisen man måtte betale hvis man valgte å arbeide for venstre istedenfor høyre. Kronisk pengemangel er et gjennomgangstema i nesten hele hans liv. Og stillingen ved Morgenbladet varte heller ikke lenge; etter voksende konflikter sluttet han som redaksjonssekretær i september 1883, og ved Chresten Bergs overtakelse av Morgenbladet fra Brandes og Hørup i desember 1883 kom han til å stå definitivt utenfor.

      Før dette skjedde, var det imidlertid hendt noe skjebnesvangert for Skram: møtet med Amalie Müller. Dette var utvilsomt det viktigste møtet i hans liv - som det var det i hennes. De traff hverandre i august 1882 da han reiste til Norge for å delta i feiringen av Bjørnsons dikterjubileum på Aulestad, hvor hun også skulle være med. Begge hadde blitt advart mot den andre; Erik visste at Amalie var en uimotståelig med koldhjertet skjønnhet, og hun visste at han var en kynisk kvinneforfører. Både fra deres egne vitnesbyrd og fra andres er det klart at Skram ble øyeblikkelig betatt; han sier det selv i brevene til Amalie, og det går klart fram av bl.a. Bjørn Bjørnsons beskrivelse av festen i Aulestad-minner (1973, s. 111-12). Amalie var tiltrukket, men mistenksom og usikker, og i en lang strøm av brev prøvde han å overbevise henne om at hun ikke var ferdig med menn og at de var bestemt for hverandre. De traff hverandre igjen etter jul 1882 og sommeren 1883, og etter dramatiske forviklinger ble det til at Amalie Müller i april 1884 flyttet til København og ble Amalie Skram.

      Historien om møtet med Amalie er ikke bare en lidenskapelig kjærlighetshistorie, skjønt det er det også. Denne underskjønne kvinnen hadde aldri elsket, og hennes første mann hadde bare fylt henne med avsky; Skram vekket henne erotisk og fikk en jublende kjærlighet tilbake. Men for ham var erotikken ikke et tidsfordriv, ikke noe avgrenset eller sekundært; man kunne nesten si at den var hans religion, og møtet med Amalie gav ham en mulighet til å etterleve den. I et brev til Georg Brandes 26. november 1883, da han ble bedt om en kort biografisk skisse til bruk i Det moderne Gjennembruds Mænd, avsluttet han med stikkordet: "Livsanskuelse grundet på Elskov" (forresten en hentydning til Viggo Drewsens essay En Livsanskuelse, grundet paa Elskov (1881)). Det samme kan man lese ut av hans to første romaner, og han sier det om og om igjen i brevene til Amalie: at først gjennom å elske blir man til et helt menneske, og at å følge kjærlighetens bud er den høyeste moral. I et 16-siders brev som ligner en avhandling prøver han å forklare for henne hvordan erotikken henger sammen med alle skapende krefter:

      ... at Naturen har samlet det finest udviklede af sin glædefrembringende Evne i Kærlighedslysten, i Trangen hos Kvinden til at give sig hen, og i Ønsket hos Manden om at blive taget til Nåde og være Beskytter tillige, hænger simpelthen sammen med Naturens hele store Livsøkonomi, at Livets Bevaring og Udvikling kun kan bygges på det Glædefrembringende. Kun det er frugtbargørende, kun i virkelig Glæde eller ud fra dens oprindelige Grund spirer Livets Kræfter og de Tanker som bære fremad. Børnene fødes efter Mødet på Elskovslejet, og også kun der fødes Poesi, Kunst og Moral. Menneskene véd Intet om hinanden - Mand og Kvinde ikke - før de have skænket hinanden den højeste Fryd og givet sig nøgne hen (åndelig og legemlig), i hinandens Arme. Fra denne inderlige Forbindelse skriver sig alt blødt og godt på Jorden. Det er i Blottelsen Kundskaben stikker, og kun ved denne kommer Udviklingen. Det er i Følelsen af den Enes Uundværlighed for den anden, i den højeste Følelse af denne Art, at Muligheden for gode Samfundstilstande må søges, og det er i den fromme, selvfortabte indbyrdes Dyrkelse af hinanden som dem, der give Fryd og rolig Lykke, at Mand og Kvinde have hjulpet hinanden til at få et Skønhedsbegreb og derved dannet Kunst og Poesi på Jorden. (Elskede Amalie, brev 17, 1/10/82).

      Det ble et stormfullt ekteskap; brevene, som fortsetter gjennom hele ekteskapet fram til separasjonen i 1899 (598 av dem i alt) viser både hvor høyt hver av dem elsket den andre og hvor vanskelig begge to var å leve med. Erik var langsom og omstendelig, og kunne være både sur og langsint; Amalie var oppfarende og lett såret, stor i kjeften og heftig, og hennes mistenksomhet utviklet seg etterhvert til en sykelig sjalousi. Hvor vidt den var berettiget, er ikke lett å si. Det er klart at Skram hadde "levd et liv som andre menn" som han selv sier før de giftet seg, og hadde et visst rykte som en Don Juan; han hadde hatt noen forhold som han fortalte henne inngående om, sikkert også andre som han ikke fortalte om - det finnes spredte indikasjoner i brev og dagbøker. Etter at de hadde giftet seg påsto han derimot at han hadde vært henne tro, og jeg har ikke funnet noe bevis på det motsatte.

      Kunstnerisk sett betydde også Amalie og Erik Skram mye for hverandre, skjønt det var utvilsomt hun som lærte mest av ham. Han var en etablert forfatter da de møttes - og hun hadde vært nysjerrig etter å møte forfatteren til Gertrude Coldbjørnsen, som kunne vite så forbausende mye om et ungt pikesinn; hun hadde ennå ikke utgitt noe litterært, selv om hun hadde begynt å skrive. Hans rolle som støtte og konsulent for hennes forfatterskap er kanskje hans største bedrift i nordisk litteratur. Han leste hva hun skrev, kommenterte og korrigerte, og skjønt hun langtfra alltid fulgte hans råd (deres stiler var meget forskjellige) lærte hun mye fra hans sikre stilsans, som gjorde henne til en mer bevisst skribent. Men det går for langt å påstå, som bl.a. Nils Collett Vogt har gjort, at han "ofret" sitt forfatterskap for hennes ("Hennes mann, Erik Skram, har vi nordmenn grunn til å minnes med takknemlighet som sin hustrus kloke, opofrende venn. Uferdig som hun var, men rik på friske impulser og nytt stoff stod han henne offervillig bi i hennes forfatterskap, ja, han opgav endog sitt eget til fordel for hennes." Fra gutt til mann, s. 261). Da de møtte hverandre, hadde han allerede lagt skjønnlitteraturen på hyllen, til dels pga. mottakelsen av Gertrude Coldbjørnsen, men enda mer som en følge av møtet med Zolas verk, som han selv forklarte Amalie:

      L'Assomoir [sic] gjorde et overmægtigt Indtryk på mig, og jeg sagde meget rolig til mig selv: Du skriver ikke et Muk mere, for Du er kun en Dreng i Literaturen. Det stod for mig med næsten afgjort Vished, at mit Arbejde var Fusk, og at jeg følgelig aldrig vilde befatte mig med sligt mere. Det var Zolas "Sagkundskab", der gjorde det af med mig. Hvor meget af det, der er skrevet i G.C. er ikke til syvende og sidst gjort på en Gætning - for mig stod det, som om Zola ikke kunde skrive en Linje uden fuld og sund Vished. (Elskede Amalie, Brev 76, 4/3/83).

      I årene etter dette skrev han, bortsett fra et par noveller som ble trykt i Tilskueren, nesten utelukkende sakprosa. I 1887 - etter hans første besøk på slagmarken siden 1864 - kom hans beskrivelse av Sønderjylland som er noe av det beste han har skrevet. Ellers var det journalistikk i forskjellige blad og aviser; fra 1884 skrev han i Edvard Brandes' og Hørups nye avis Politiken, og han anmeldte teaterstykker i Illustreret Tidende og moderne litteratur i Tilskueren. Han hadde også lyst til å prøve seg som skuespillforfatter, og i 1889 utgav han og Amalie skuespillet Fjældmennesker som de hadde skrevet sammen. Forsøket falt ikke heldig ut; intrigen var overfladisk, personene ikke overbevisende skildret, og så ble stykket utgitt på dansk selv om det skulle foregå i Norge blant nordmenn - det var som om forfatterne ikke kunne bestemme seg for hvor det skulle høre hjemme. Det ble ikke oppført før i 1892 på Dagmarteatret, og gikk bare noen få ganger. Skram forsøkte seg igjen med stykket Ungt Bal i 1895, som falt mer i publikums smak, men det oppnådde bare en sesong på Dagmarteatret og ble ikke satt opp igjen senere. Han hadde også kontakt med teatrene som tekstbearbeider og oversetter; i 1880- og 90-årene oversatte han flere skuespill, bl.a. av Knut Michaelson og Gustaf af Geijerstam (den siste, som var blitt en personlig venn, satte Skram særlig høyt).

      I 1890-årene kom etterhvert også Skrams to siste romaner, Agnes Vittrup (1897) og Hellen Vige (1898), to små bøker som han selv kalte "nogle ikke synderlig omfangsrige, stemningsbevægede Fortællinger" ("Selvbiografiske Optegnelser", s. 43). De var som hans to første romaner stemningsladete historier om kjærlighet, hensatt til et herregårdsmiljø og skrevet med innfølelse, og med særlig forståelse for det kvinnelige synspunktet. De vakte ikke synderlig røre. Etter dette skrev han ikke mer skjønnlitterært før et siste skuespill, Irene, som ble oppført på Det Kgl. Teater i 1923.

      Ekteskapet med Amalie var blitt mer og mer pinefullt, til tross for fødselen av datteren Johanne i 1889, noe som voldte begge to stor glede. Det kan ikke være mange fedre den gangen som har tatt seg så mye av sitt avkom som Skram; han passet ofte på henne mens Amalie arbeidet, og brev etter brev er full av hennes pussige bemerkninger, hennes intelligens og hennes sjarm. Men det skar seg for alvor i 1894 da Amalie kom på Kommunehospitalet for sine nerver og ble holdt innesperret "som en farlig gal"; Skram kom ikke nær henne, og skjønt hun etterpå fikk en forklaring - han fulgte bare legens råd - kunne hun aldri helt tilgi eller stole på ham igjen. De elsket hverandre, men de kunne ikke leve sammen, og etter mange oppslitende konflikter gikk de fra hverandre i 1899. De ble separert, men ikke skilt; Skram flyttet ut, men de fortsatte å være gift helt til Amalie døde i 1905. Det er betegnende for hans enorme skuffelse at han ikke nevner Amalie i sine "Selvbiografiske Optegnelser" med ett ord. Et par år etter hennes død giftet han seg igjen med Caroline Aagaard, en skuespillerinne som var 24 år yngre enn ham. Han hadde kjent henne i hvert fall siden 1895; hun var ansatt på Dagmarteatret da hans Ungt Bal ble satt opp der det året, og spilte ingénue-rollen. Det er også klart fra hans dagbok at de hadde et forhold fra 1900. (Mye av det som angår Caroline i dagbøkene er skrevet med stenografskrift - se mitt essay i Elskede Amalie for nærmere opplysning). De levde stille sammen, og hun overlevde ham.

      Foreningslivet hadde alltid vært viktig for Skram; han var et langvarig og ivrig medlem av Studentersamfundet, og kom med i styret av 4S, "Studentersamfundets sønderjyske Samfund", som ble stiftet i 1887 for å støtte dansk språk og kultur i Nordslesvig. Det ble enda viktigere for ham mot slutten av århundret. Han var formann for Studentersamfundet 1893-96, og begynte etter dette å arbeide for å stifte "Det danske Selskab", som skulle være en forening for utvandrede dansker og oppmuntre dem til å holde kontakt med hjemlandet. I forbindelse med dette reiste han i fem måneder til Nord-Amerika i 1899 for å spre ideen og erverve medlemmer. Interessen var imidlertid ikke så stor som man hadde håpet, og investeringen ble heller ikke stor nok, så selskapet strandet. Forsvarssaken, som siden 1864 hadde ligget ham på hjertet, fikk han også anledning til å befatte seg mer aktivt med da han ble utnevnt til sekretær i "Forsvarskommissionen af 1902", en nevnd som skulle forberede Danmarks forsvar - men som nedla arbeidet i 1908 uten å ha oppnådd noen synlige resultater. Samme år ble han Ridder af Dannebrog. I 1912-15 virket han som formann for Forfatterforeningen, og på den tiden knyttet han seg også til en gruppe som skulle inngå "Samarbejde til Forsvarssagens Fremme". På den måten kom han igjen i nærmere kontakt med "Mænd og Kvinder, som sikkert et År eller to i Forvejen ikke havde drømt om at kunne træde i nærmere Forbindelse med mig, og som jeg i en Menneskealder havde holdt mig borte fra som uegnede til at have med det åndelige Fremskridt i Danmark at gøre." ("Selvbiografiske Optegnelser", s. 47). Med andre ord kom han mot slutten av livet til å slutte seg tettere til høyregruppene i Danmark enn han hadde gjort siden sin tidlige ungdom - og han lyder ganske tilfreds med det. En ting til må ha gjort ham glad ikke lenge før han døde: ved folkeavstemningen i Sønderjylland i 1920-21 kom grensen mellom Danmark og Tyskland til å ligge omtrent hvor han i Hinsides Grænsen hadde foreslått at den skulle. Erik Skram døde 21. november 1923, i en alder av 76 år.


      Fra et brev fra Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson 19. december 1900:

      Erik Skram havde vist stolet på at jeg aldrig vilde "gjøre oprør", aldrig bryde ud, hvad han så end bød mig. Jeg, som havde været skildt engang før. Men deri tog han fejl. Længe lod jeg mig trakke på, åndelig mishandle i en grad, som ingen kan ane uden den, som ved det. Men det var aldeles ikke af nogetsomhelst ydre hensyn, eller af nogensomhelst frygt for skandalen. Det var fordi jeg elsked ham, og fordi jeg syntes at jeg havde fortjent straf, at der mig skete kun min ret. Men så gik han forvidt, den stakkel. Ja, for han er en underlig stakkel. Han ser ikke andet i livet, som er værdt at leve for, end elskov og forholdet mellem kjønnene. Jeg ser så uendelig meget mere og andet i livet. Al den tid, han ikke nødtvungent måtte ofre til sit arbejde i rigsdagen, dette arbejde, som indbragte ham 2000 kr. årlig, hvoraf 200 gik bort til et uægte barn, han havde, al den tid anvendte han på sine fruer og frøkener og forelskelser, og på at gjøre sin egen person fin og delikat. Sad og pudrede sine fødder lyserøde, før han gik til sine stævnemøder. Og havde han endda fået noget ud deraf, jeg mener skrevet gode bøger om det ? men sligt juks - som hans 2 sidste! Nej ikke juks, men dog så ubetydelige?

      Nej, slige mænder vil jeg ikke ha til ægtemænder. De kan være bra nok i og for sig, men ikke til ægtemænd for mig.

      Ja, jeg er fuld af afsky for ham. Jeg liker ham aldeles ikke, selv om han er aldrig så vakker og tækkelig. Han har budt mig formeget, ladt mig lide formeget. Og tænke sig, at han så ikke vilde herfra, ikke vilde ud af sit ægteskab, fordi han i alle måder havde det bedre når han havde hus og hjem sammen med mig, jeg flittige, strebsomme, stoppende, lappende, syende og strikkende menneske. -

      Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997.

      Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

      Asbjørn Oluf Erik Skram blev født 10 marts 1847 i København. Han såredes hårdt i kampen ved Kjær By og faldt i preussisk krigsfangenskab 29 juni 1864. Han tog eksamen som student i 1866 i Metropolitanskolen, København. Han tog eksamen som cand. phil. i 1867. Han var i 1868 Stenografassistent i Rigsdagen. Han var i 1872 Stenograf i Rigsdagen. Han boede i 1877 Roma, Latium, Italien. Han er registreret i folketællingen i 1880 som boende i Nørre Voldgade 80, København.3 Han var mellem 1881 og 1883 Redaktionssekretær ved Morgenbladet. Han var i 1884 Litteraturanmelder ved Tilskueren og Theateranmelder ved Illustr. Tidende. Han er registreret i folketællingen i 1885 som boende i Øster Farimagsgade 51, København.4 Han var i 1894 protokolsekretær i Rigsdagen. Han boede i 1910 Nøjsomhedsvej 15, København. Han døde 21 november 1923 i København i en alder af 76 år.
      Barn af Asbjørn Oluf Erik Skram og Lucie Caroline Ruhwald
      ?Jutta Lucy Ruhwald f. 22 Maj 1874
      Kildehenvisninger
      1.[S128] Kraks Legat, Kraks Blå Bog, SKRAM Erik Protokolsekretær, Forfatter, R.; f. 10. Marts 1847 i Kbhvn.; Søn af Jærnbanedirektør Gustav Skram og Hustru Johanne f. Høé; gift 1. Gang m. Forfatterinden Amalie, Skram (død 1905). 2. Gang m. Caroline Kirstine S., f. 30. Okt. i Kbhvn.
      Frivillig i Krigen 1864, blev saaret 29. Juni og faldt i prøjsisk Fangenskab; Løjtnant 1868; Student 1866; cand. phil. 1867; Stenograf i Rigsdagen 1872, Protokolsekretær 1894; Redaktionssekretær ved Morgenbladet; Medarbejder ved Tilskueren, Illustreret Tidende og Politiken.
      Formand for Den danske Gabelsberger-Stenografforening. Litterære Værker: Herregaardsbilleder (under Pseudonymet Henrik Herholdt 1877); Gertrude Colbjørnsen (1879); Hinsides Grænsen (1888); Ungt Bal (1895); Agnes Vittrup (1897); Hellen Vige (1898).
      Har sammen med sin første Hustru Amalie Skram skrevet Skuespillet: Fjældmennesker (1889); Er Oversætter og Bearbejder af flere udenlandske Skuespil.
      2.[S43] Carl Frederik Bricka, Dansk Biografisk Lexikon.
      3.[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Ida Johanne Skram født Hoi, 65, Enke, Kjøbenhavn, , Husmoder, Pension efter Manden, K
      Ida Johanne Henriette Skram, 38, Ugift, Kjøbenhavn, , Lærerinde, Datter, K
      Asbjørn Oluf Erik Skram, 32, Ugift, Kjøbenhavn, "Tilføjet: Digteren A.O.E. Skram!!", ??, Leutnant, Søn, M.
      4.[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Asbjørn Oluf Erik Skram, 37, Gift, Stenograf i Rigsdagen, Kjøbenhavn, , intet, M, , Kjøbenhavn
      Bertha Amalie Skram, 37, Gift, , Bergen,Norge, Husmoder, intet, K, 36 Aar.
    Person-ID I1379  heinricy1
    Sidst ændret 16 sep. 2010 

    Far Skram Asbjoern Oluf Erik,   f. 10 mar. 1847, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 21 nov. 1923 (Alder 76 år) 
    Mor Ruhwald Lucia Karoline,   f. 03 dec. 1843, Gram, Frøs,Skanderborg, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Ægteskab Nej Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Notater 
    • Jutta Lucy Ruhwald blev født uden for ægteskab 22 maj 1874 Istedgade 11, København.
      Hun var datter af Asbjørn Oluf Erik Skram og Lucie Caroline Ruhwald.
      Jutta Lucy Ruhwald blev døbt 16 august 1874 i Frederiksberg, København.
      1 Hun er registreret i folketællingen i 1880 som boende hos Lucie Caroline Ruhwald i Gasværksvej 4A, København.
      2 Jutta Lucy Ruhwald er registreret i folketællingen i 1885 som boende hos Lucie Caroline Ruhwald i Gasværksvej 10B, København.
      3 Jutta blev gift 30 juli 1897 i Frederiksberg, København, med Carl Gustav Rosen Fogh, søn af Emmanuel Christian Frederik Fogh og Amalia Hedevig Lund.
      1 Kildehenvisninger
      1.[S3] Kirkebog.
      2.[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Kildenavn, Civilstand, Kildeerhverv, Kildefødested, Kommentar, Stilling i husstanden, Køn, Antal døde børn, Antal levende børn, Flyttet til kommunen, Født kildedato, Hvornår gift
      Data må være fra cirka 1878.Jeg gætter på,at Lutsie er gift Andresen, men at han ikke er far til børnene. Hun er formentlig født Ruhwald.

      Lutsie Caroline Andresen, Enke, , Ribe, , Vinduer 3 #, Nr. ægteskab 1 #, huusmoder, K, , 2, 1868, 29, 1874
      Erik Andresen, Ugift, , Kjøbenhavn, , hendes søn, M, , , , 6,
      (samme som Erik Ruhwald, 30.12.1872. se nedenfor)
      Jutta Andresen, Ugift, , Do., , hendes datter, K, , , , 5,
      (samme som Jutta Lucy Ruwald, 22.05.1874. Se nedenfor)
      Bendix Nekolai Johnsen, Ugift, , Kristianssand, , logerende, M, , , , 23.

      3.[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk,
      (da Erik er 12 år,må data være fra ca. 1884 -
      Luca Caroline Andreasen må derfor være født ca. 1847).
      Luca Caroline Andreasen, 37, Enke, Haandarbeide, Ribe, Jylland, Husmoder, K, 20
      Erik Ruvald Andreasen, 12, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M,
      Jutta Ruvald Andreasen, 11, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, K,
      Eduard Andreasen, 5, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M,
      Axel Luis Nielsen, 2, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, M.
    Familie-ID F475  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie Fogh Carl Gustav Rosen,   f. 09 maj 1865, Frederikshavn, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Ægteskab 30 jul. 1897  Frederiksberg, København, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Notater 
    • Kilde til Lucia mm. www.myerichsen.net
    Familie-ID F476  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 22 nov. 2010 


Webstedet drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 14.0.2, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2024.

Opdateres af Your Name.